På godt og ondt – 25 danske grafikere 2013

 

På godt og ondt – 25 danske grafikere

Udstillingsperiode: 21. april – 19. maj 2013

Kampen mellem sort og hvidt
Et af de grafiske udtryks grundelementer er forholdet mellem lyst og mørkt. Balancen mellem det hvide papir og den sorte tryksværte. Som i den klassiske kamp mellem godt og ondt.
Kuratorerne Rasmus Danø og Martin Askholm skriver:
”I udstillingen forstærkes det heroiske element, hvor 25 udtryk konfronteres på samme arena og tager afsæt i den enkeltes kunstneriske idé gennem dets form og indhold.
Her er alt ikke sort og hvidt. Vi følger et spor og sporet fører mod en forgrening hvor der skal træffes et valg. Valgets trefork er teknik, farve og form. Er formen grim, men farven ren og teknikken kantet, og fungerer det overhovedet? Det er dybest set kunstnerens valg, der afgøre dette.
Senere kommer den æstetiske dømmekraft snigende bagfra og lokker med harmoni og tilpasning, men djævelen sidder på skulderen og appellerer til det støjende og utilpassede. En anden retning. Der er rum uden indhold og figurer der repræsenterer fortællingen. Der ridses, skrabes, printes, belyses, vaskes, klippes og klistres til formen træder ud og står som egenrådig karakter – et værk – eller et bud på et værk – eller et værk der slet ikke eksisterer.
Præmisserne er mange og der er faldgruber overalt. Fejlen bliver udtrykket og er ikke længere en fejl, men en præmis eller en regel. Regler skal for alt i verden brydes for at opnå det ypperste resultat. Måske er det bedste at rydde alle væggene og lade forestillingen råde. Eller hænge billeder ovenpå billeder til noget nyt fremkommer. Vi lader det hele hænge i SAK ́s udstillingslokaler og så er det er op til beskueren at vurdere – På godt og ondt!”
Det grafiske udtryk i billedkunsten er en bred vifte af muligheder: koldnålsraderinger, digitale prints, linoleum, frotage, stentryk, fotokopi og træsnit – for blot at nævne nogle. Teknikker, der hver især kræver en teknisk formåen og en tilpasning til den enkeltes kunstners projekt, udtryk og metode.
25 danske grafikere giver et bud på grafikkens udtryk anno 2013 og udfordrer fællesnævneren: PÅ GODT OG ONDT.

Danske Grafikere har i sin nuværende form eksisteret siden 1979. Danske Grafikeres Hus et tilskud til dansk kunst og kulturliv: Et grafikinformationscenter, et sted hvor grafikken kan møde et publikum og et sted til gavn for de udøvende kunstnere. www.danskegrafikere.dk

SAK Kunstbygning, Vestergade 27, 5700 Svendborg Åbningstider: tirsdag – søndag kl. 11 – 16 www.sak.dk