Mo/Maja Moesgaard + Lone Aburas

Alting falder (endelig) fra hinanden

3. marts 2017
25. marts 2017

When it came down to it, it was an awkward time and it was the awkwardness that obsessed them. It was an awkward time for them and for the word them. It was a time of overt and dramatically unsustainable resource use. It was a time of oil. And because it was a time of oil, it was a time of risk. It was a time of an altered environment, an environment altered by the oil economy. It was a time of invasive species. A time of climate change.

Juliana Spahr The Transformation (2007)

 

Hvad sker der, når katastrofen danner ramme for hverdagslivet? Hvad gør man, når ængsteligheden bliver så stor, at fornægtelse på paradoksal og bedragerisk vis synes den mest betryggende strategi – eller eneste mulighed? Og når man så bevæger sig ud på gaden, står mit i demonstrationen, blokaden eller protesten og heller ikke dér formår at forbinde sig til de politiske slogans selvsikre retorik? Hvordan er modstand mulig?

Udstillingen Alting falder (endelig) fra hinandenkredser om disse spørgsmål. Det er et forsøg på at tage udgangspunkt i det autobiografiske materiale som sted for en kritisk tale uden at denne erfaring kan reduceres til én singulær og afgrænset erfaring. Det er en søgen efter alliancer og fællesskaber på tværs af ligheder og forskelle, men inden for det samme – til dels ubeskrevne – politiske projekt. Det er også et forsøg på at starte en samtale om krydsfeltet imellem kunst, aktivisme og politik: hvad kan billedkunstneres rolle være i den politiske kamp?

Alle værker er lavet på baggrund af fælles tanker og refleksioner. Særligt tydeligt er det i værket Det er et jeg der taler (Regnskabets time), som er et samarbejde imellem forfatter Lone Aburas (tekst og stemme) og Mo/Maja Moesgaard (animation). Værkets tekst – en monolog, en politisk tale, en bevidsthedsstrøm – tager udgangspunkt i jeg’ets erfaringer med racisme som hun møder den – og har mødt den – i sit liv og opvækst. Monologen bevæger sig fra den personlige erfaring til jeg’ets frustration og desperation over ikke at kunne handle politisk ift. til krig, flygtningepolitik og dansk krigsdeltagelse. Arbejdet med værket Det er jeg der taler (Regnskabets time) er dermed også et samarbejde på tværs af forskelle, nemlig den hvidhedspriviligerede og den racialiserede erfaring.

På udstillingen vil der bl.a. være to film (ca. en halv time hver) på hhv. dansk og engelsk.