Diagnose: VIRKELIG

Diagnose: VIRKELIG

Udstilling og performance af Maya Peitersen

Danske Grafikere, Sølvgade 14, øverste plan, 1307 København K

Udstillingsperiode: 19. juni – 4. juli 2021


Fernisering med performance: 18.juni kl.17

Udstilling Diagnose: VIRKELIG består af 15 store blindpræg, indbygget i en rammeinstallation, der spænder det lille udstillingsrum ud og byder publikum på en 1:1 følelse med kunsten, både fysisk og mentalt. Tematikken i værkerne er mødet mellem flere virkeligheder. Maya Peitersen bevæger sig her i grænselandet mellem det generelt vedtagne – det virkelige og det udefinerbare, måske forestillede – det uvirkelige. Med udgangspunkt i samtidens flittige brug af diagnosticering og den stadig stigende tendens til at forstå sig selv, hinanden og den omgivende verden gennem diagnosticering, stiller kunstneren med Diagnose: VIRKELIG spørgsmål ved vores virkelighedsopfattelse. I forbindelse med udstillingen viser kunstneren en performance, der tager udgangspunkt i udstillingen og de spørgsmål den rejser. Performancen vil være indarbejdet i de fysiske værkers kontekst.

Maya Peitersens kunstpraksis spænder over mange genrer, bl.a. performances, installationskunst, grafiske værker, lydkunst og poesi. Ofte indarbejder hun de forskellige genrer i større sammenhængende værker, som performantive totalinstallationer. Hun har bl.a. udstillet og lavet performances på Venedig biennalen, Teatermuseet i Hofteatret, Overgaden Institut for Samtidskunst, Vejen Kunstmuseum, Roskildefestival, Musei di Olevano Romano, Nordens Hus i Reykjavik og Den Frie Udstillingsbygning. Desuden er hun kvinden bag det mobile udstillingsrum og kunnstkoncept Dansk Standardpoesi.