Munk & Jerichau

OVERLAP – et grafisk prøverum

30. oktober 2020
22. november 2020

Åbning af udstillingen
fredag d. 30.10 kl. 17-20
lørdag d. 31.10 kl. 11-15

OVERLAP er en soloudstilling med nye grafiske værker af kunstnerfællesskabet Munk & Jerichau. Motiverne er hentet fra bybilledet: Et gardin, en presenning, et vindue, en bygningsfacade, en potteplante. Et netværk af grene spejlet i en rude, lys og skygger. Enkle, genkendelige elementer. Som fra en byvandring. Rum optegnes flygtigt. Afdæmpede farveflader og fotografiske motiver overlapper hinanden.

Med udgangspunkt i deres individuelle fotografier har kunstnerne skabt en række fælles fotogravure-værker. De har lagt deres billeder sammen, ét tryk er lagt oven på et andet, så de overlapper og danner nye, geometriske kompositioner. Der, hvor billederne mødes – i overlappene – opstår nye fortællinger og ny betydning. Kunstnerne har føjet deres blikke sammen og på den måde fordoblet afsenderen. Fordoblingen af blikket, sløringen af motiverne, flimmeret af lys og skygge skaber en form for åbenhed, giver værkerne et flertydigt præg. Som en invitation til beskueren til at gå på opdagelse i billedernes rum og
lægge egne erfaringer og fortællinger til værkernes mange stemninger og betydningslag.

Publikationen OVERLAP – et grafiske prøverum med tekst af Helene Johanne Christensen, udgives i forbindelse med udstillingen.

Birgitte Munk eller Vibeke Jerichau vil være tilstede i Danske Grafikeres Hus i hele udstillingsperioden.

Værkerne til udstillingen er udført på: Højbjerg FotoGrafiske Værksted og Statens Værksteder For Kunst i 2020.

Udstillingen er støttet af: Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst og L. F. Foghts Fond.

www.birgittemunk.dk
www.vibekejerichau.dk

Helene Johanne Christensen afholder skriveworkshop i forbindelse med udstillingen lørdag d. 21 november kl. 15 – 17.45. Mere information formidles via FB.